| Sidste udkald til Experts Åbningsmatch på søndag |
|
Allerførst skal vi beklage den sene udsendelse af dette Nyhedsbrev. Normalt bliver det udsendt umiddelbart efter generalforsamlingen, men på grund af omlægningen af vores hjemmeside og integrering af nyhedsbrevene samt ikke mindst tidsmangel, er det altså blevet noget forsinket.
|
|
... og derfor kan du stadig nå det
|
|
Du kan endnu nå at tilmelde dig Experts Åbningsmatch, men det kan desværre ikke ske på GolfBox, der er forudindstillet til at lukke tilmeldingen torsdag eftermiddag.
Tilmelding kan dog foretages indtil fredag kl. 15.00 på mail til Kurt Petersen: kp@langelands-golf.dk
Her kan du samtidig tilmelde dig til spisning (bindende) - se menuen på vores hjemmeside.
|
|
Over 90 tilmeldte - og med god grund
|
Årets Åbningsmatch er også i år det helt store tilløbsstykke i Langelands Golf Klub - og det er med god grund. Hovedsponsoren er nemlig Expert, Rudkøbing, der som vanligt sætter fine præmier på spil.
Samtidig har vi ekstraordinært fået en hole in one sponsor nemlig Pension Tyrol i Østrig. Lav matchens første hole in one og vind seks dages ophold i Østrig for to personer med fire greenfees.
Klik på klubbens logo foroven og følg sponsor-linket på vores ny hjemmeside! |
|
Velbesøgt generalforsamling
|
Med lige så mange deltagere ved generalforsamlingen, som der er tilmeldte til Experts Åbningsmatch, kan vi konstatere, at Langelands Golf Klubs medlemmer er overordentligt engagerede i vores klubs ve og vel.
Det blev en generalforsamling, hvor nye initiativer (især omkring gennemskuelighed i den særlige konstruktion klub-bane) blev fremlagt af bestyrelsen, uafklarede spørgsmål blev besvaret omkring økonomien - alt sammen efterfulgt af en konstruktiv debat om stort og småt.
Det er bestyrelsens opfattelse, at generalforsamlingen var ganske positiv overfor de nye tiltag, som tidligere er blevet fremlagt.
Samtidigt har det igen vist sig, at en stor og bred skare af medlemmer fortsat er parate til at give en tørn med, når det gælder løsninger på en lang række praktiske opgaver - og endnu flere end før har meldt sig under fanerne. Der er mange opgaver, der skal løses i dagligdagen, for at klubben fortsat kan være en velfungerende enhed til gavn for både medlemmer og gæster - og ikke mindst med et uvurderligt socialt indhold (og en fornuftig økonomi). TAK!
Referatet fra generalforsamlingen, samt regnskaberne for såvel Langelands Golf Klub som Langelands Golf Bane S/I kan downloades fra hjemmesiden.
|
|
Rygeforbud i klubhuset
|
Bestyrelsen for LGK har på sidste bestyrelsesmøde vedtaget, at den hidtidige rygepolitik i klubhuset, hvor det var muligt at ryge i husets lille mødelokale, ophørte med udgangen af marts. Herefter er det forbudt at ryge indendørs i klubhuset.
Klubben vil forsøge at tilgodese rygerne blandt medlemmerne på forskellig vis. Således er det blandt andet påtænkt at opsætte en glas/akryl væg på det sydvendte parti af den lille overdækkede terrasse for at skabe læ. Der vil blive opsat et eller to høje, udendørs caféborde, og der vil - muligvis - blive opsat gasvarmere på terrassen til vinterbrug.
Men indtil videre kan vi glæde os over, at varmen og solen stiger, så behovet for særlige rygerfaciliteter tilsvarende falder! |
|
Go' sæson - nu er vi i gang!
|
| I skrivende stund er det torsdag - Herreklubbens første dag i sæsonen 2009. Hele 36 mænd mødte op denne forårdag for at tage hul på sæsonen i klubben, som byder på masser af hyggeligt samvær, konkurrence, udflugter og fællesspisninger.
Nu følger Tirsdagsmatcherne, som starter i næste uge, og så gælder det Kaninmatcher, Juniormatcher - og der var vist også noget om en Dameklub??
Kig i matchkalenderen og reserver datoerne i din kalender for de mange sponsormatcher, vi som altid afholder i løbet af sæsonen - der bliver heldigvis nok at se til :-)
|
|
|
|